tirsdag den 30. juli 2013

Weekend i Skagen

Jeg var den heldige modtager af en weekendtur til Skagen. Min kære søster havde overtalt mig til at tage med derop, så jeg kunne passe min nevø Knud lørdag aften. Jeg slæbte min bedste veninde Maria med derop, og nøj, vi hyggede.
Her er lige lidt billedspam.

Oppe i det hvide fyrtårn. Skøn udsigt over byen og stranden.
Udenfor det hvide fyrtårn sad en dame og malede. Hun havde hængt mange af sine billeder op inde i tårnet, og tingene var til salg. Maria og jeg faldt for nogle helt små malerier (ca. 6*9 cm), og vi købte et hver.
Kunstneren er Ann Thorup. Du kan tjekke hendes hjemmeside her.

Det lille maleri jeg købte.
Det maleri Maria købte.
Vi var rigtige turister, der både så skagensmalernes huse, både det hvide fyrtårn og vippefyret, Grenen og Råbjerg Mile. 

Turen gik selvfølgelig også ud på Grenen, hvor vi var ude at stå med et ben i hver hav (som man jo skal). Til dem der lige har glemt det: det er Skagerak og Kattegat man står i.
I Skagen fandt vi en ret fin genbrugsforretning, hvor jeg bl.a. fik købt mig en fin telefon. Butikken hedder Frostholm og ligger Sct. Laurentii Vej 99 i Skagen. Desværre viste det sig, da jeg kom hjem til min far og prøvede telefonen af, at den ikke kan ringe til mobiltelefoner, og jeg kunne ikke høre noget i den da min far ringede fra min iPhone. Ret surt. Men den er stadig super fin. Nu overvejer jeg at købe en moderne udgave af den og få fastnetnummer. 


Min skønne nevø Knud og jeg.
På turen hjem fra Skagen kom Maria og jeg igennem en lille by, der hedder Tversted. Der kom vi forbi en skøn butik. Jeg vil ikke kalde det en genbrugsbutik, men nærmere et antikvariat. Super fine (men lidt dyre) ting. Vi købte ikke noget, men kiggede bare.

Udenfor antikvariatet så vi fine ting. Bl.a. denne hestevogn.
Gammel barnevogn.
Endnu en gammel barnevogn.
Det var en helt vildt hyggelig weekend. Skagen er helt bestemt et besøg værd, og det kan da være jeg skal derop igen en anden gang. Især fordi Ørnereservatet var lukket søndag da vi kørte forbi på vej hjem, og først åbnede sidst på eftermiddagen, så det kom vi ikke ind at se.
Nu er det også slut med ferier og ture. Arbejdet begynder i næste uge, og så er det tilbage til en (ny) hverdag. 

søndag den 28. juli 2013

Turen til Berlin #4

Så er det blevet tid til sidste indlæg om Berlin. Det er lige et par ord om en butik og om Ritter Sport Museet.
Først butikken...
Det er en butik med læssevis af perler, hjemmelavede øreringe og hvad man ellers skal bruge til selv at lave smykkerne.
Det er en meget lille butik, men ret hyggelig. Den hedder Tukadu og ligger lige udenfor Hackescher Höfe - jeg kan desværre ikke huske hvad vejen hedder.






Til sidst: Ritter Sport Museum. Det er ikke et decideret museum. Ritter Sport Museum ligger FranzösischeStrasse 24 i Berlin.
Det er i to plan, hvor halvdelen af overetagen er museum, den anden halvdel er café, hvor man kan få lækre kakaoer, kaffer og kager lavet på Ritter Sport.

Kagerne i caféen.
De to kager vi fik bestilt, men ikke kunne spise det hele af.
Det var utroligt lækkert, men selvom vi var to voksne og et barn om to stykker kage, kunne vi ikke spise det hele, for det lå meget godt (og tungt) i maven.
I underetagen er der butik, hvor man kan købe al det Ritter Sport man kan slæbe, og man kan lave sin egen, hvor man må putte tre forskellige ingredienser i.
Det er bare et fantastisk sted for en chokolade-afhængig som mig.

Jeg skal helt sikkert tilbage til Berlin igen en anden gang, så hvis du har forslag til hvad jeg skal se og hvor jeg skal hen næste gang, må du meget gerne skrive til mig.

onsdag den 24. juli 2013

Turen til Berlin #3

Endnu en lille butik i Berlin skal have lidt reklame med på vejen.
Jeg havde læst om denne butik på Puks blog. Så den skulle selvfølgelig besøges. Den lå ikke lige i et kvarter, hvor jeg skulle se andet, men det var helt sikkert det værd at tage derud. Det var også her, at jeg købte mest.

Butikken Yonkel Ork.
Butikken jeg taler om er Yonkel Ork. Jeg fik slet ikke taget billeder inde fra butikken, da jeg havde alt for travlt med at bruge penge. Men du kan se billeder derfra på deres hjemmeside her. Butikken ligger på Pappelallee, som er i det østlige Berlin. Sonja, som ejer butikken, er helt vildt sød. Hun snakker rigtig meget og vil gerne fortælle om varerne, om byen og guide en til, hvor man kan tage hen. Hun har masser af notesbøger, tape, stempler, print i diverse udgaver, papirpynt, puder osv. osv. Hendes to hunde render frit i butikken og holder øje med det hele. Det er super hyggeligt og der er en god stemning.

En anden butik, som jeg er nødt til at skamrose er Mobilien. Den ligger på Goltzstrasse, og det var en butik vi helt tilfældigt kom forbi på vej hjem til lejligheden. Og nøj, hvor er jeg glad for vi kom der forbi. Jeg kunne have brugt lang tid på bare at gå og kigge derinde.




Masser af dims i mange farver. Det var virkelig en butik man blev i godt humør af. Butikken er helt bestemt et besøg værd.

søndag den 21. juli 2013

Turen til Berlin #2

Så er det tid til at fortælle om en lille butik i Berlin.
Den butik jeg taler om er Jean et Lili, som bl.a. ligger Torstrasse 114, som er ret centralt. Der er også to andre butikker i Berlin.
Det er en fin lille butik, med rigtig mange fine ting. Dog købte jeg kun én ting derinde, da jeg ikke lige havde brug for andet derinde. Hvis man er til hyggeligt dims, bør man tage et smut omkring Jean et Lili næste gang man er i Berlin.

Gamle skrivemaskiner er da bare vildt charmerende! Sådan en måtte godt stå hjemme hos mig.
Den fantastiske flyvende vandhane. Den er ret fed.
Pung-taske-ting. Jeg købte den ene af dem.
Vækkeur, hvor klokken kun vises når man sætter hånden hen foran. Ellers er det bare en kube. 
Cool taske, som var i flere farver. Ville være fantastisk som skoletaske, men er lidt usikker på, om der er plads nok i den. Derfor kom den ikke med hjem.
Fyrfadsstager eller hvad man vil bruge dem til. Fine farver. 
Følg med næste gang, når jeg viser billeder fra endnu en lækker butik i Berlin.

fredag den 19. juli 2013

Turen til Berlin #1

I søndags tog jeg til Berlin sammen med min veninde/kollega og hendes 3-årige søn. Vi kom hjem i går, og havde en rigtig god tur. Der er så meget, jeg gerne vil vise jer, så det kommer lige over flere gange.

Berlin er en fantastisk by, og jeg skal helt sikkert derned igen. Dog nok ikke når det er så varmt, for hold da op, det var svært at holde ud nogle gange.

Trains to life, trains to death. Meget stærk mindesmærke eller hvad man kalder det.

Berlinerne kan også have svært ved at læse og forstå skilte.

Jeg var så heldig, at min veninde har været au pair i Berlin, og vi kunne alle tre bo hos dem. Det var et dejligt sted de boede, og de var rigtig søde.

Det jeg gerne vil vise jer i dag, er de ting, jeg har købt - for jeg har selvfølgelig brugt alt for mange penge.

Dette kort skal jeg have splittet ad, så jeg kan efterligne det - ikke lige motivet, men ideen.
Bøtter med 15 stempler i hver.
Tysk hæklebog med små ting. Heldigvis er tyske hæklebøger ret nemme at forstå.
Æggebægre, engelske magnetiske ord og postkort. Kortet med hjerterne er klistermærker.
Lille pung/taske-dims. Hvad der skal i den, ved jeg ikke endnu.
1 meter magnet og bamseøjne.
Flere postkort og tape med teksten "handmade with love"
Grafiske print
Grafiske print.
Jeg er rigtig glad for mine køb, og har været i nogle helt fantastiske butikker. Jeg vil vise billeder af og fortælle om butikkerne de kommende dage, så I også kan kigge forbi, hvis I engang kommer til Berlin.

fredag den 12. juli 2013

Pennevenner og glaspustere

Jeg indrømmer blankt at jeg virkelig nyder at have ferie og ikke lave noget særligt.
Jeg nyder, at jeg uden dårlig samvittighed kunne bruge en hel dag på afslapning og solslikning oppe hos far.

Raja nyder også sommeren i fars have.

Det hele har dog ikke været på et tæppe i haven. 
I dag var jeg med min søde, dejlige kollega Helle på det lokale glaspusteri. Der var mange fine ting, og jeg tænker, at det ikke er sidste gang jeg er derude. De havde en lille udstilling med en masse ting (som man kan købe) og så havde de en masse fine glas. 
Glaspusteriet hedder Hedegård Glashytte.








En ting, der kan redde selv den dårligste, kedeligste dag (ikke at der har været mange af dem på det sidste), er breve. Jeg elsker at modtage breve og pakker - også når det er ting jeg har bestilt.



Jeg havde bestilt nøgleringe og karabinhager på etsy.com og de kom i fin indpakning. Nu kan jeg gå i gang med en storproduktion så jeg altid har lidt liggende til gaver, salg osv.
Det er rart at få de ting man har bestilt, men endnu bedre er det at få rigtige breve. Og jeg har fået mit første brev fra min nye penneven Mimis Ego. Jeg er super glad for det dejlige, lange brev og de små ting, hun har sendt med. Er rigtig glad og taknemmelig for, at jeg har fået mig en sød og kreativ penneven.


Elsker du ikke også bare god gammeldags post? Har du også pennevenner?

onsdag den 10. juli 2013

Afslapning

Min krop går så langt ned i gear, som den overhovedet kan, når jeg har ferie. Jeg slapper helt af og gider ikke lave ret meget... Det går desværre også udover kreativiteten. Jeg får nemlig ikke lavet ret meget kreativt.

Jeg har dog fået lavet en enkelt ting, som jeg faktisk manglede. Nemlig et tandkrus. Jeg fandt et gammel sennepsglas, som har fået lidt hækleri omkring sig. Så kan det vist godt bruges som tandkrus.


Jeg har også fået lavet et par ting til min nye penneven, men det venter jeg lige med at vise frem, til hun har modtaget det. Man ved jo aldrig helt med postvæsenet og deres leveringstider - jeg har i hvert fald haft nogle uheldige oplevelser med dem.

Nyd sommeren.