tirsdag den 31. december 2013

Juletur til London

Jeg var så heldig, at min veninde Louise gerne ville med et par dage til London her i juleferien. Vi tog afsted den 26. om aftenen og kom hjem igen i går aftes, så vi havde 3 dage derovre.
Vi boede på et lille, billigt hotel, som ikke var noget at juble over. Men sådan er det, når man prioriterer at det skal være billigt...
Vi fik kigget på lidt julepynt rundt i London. Der var mange smukke ting, og også noget der bare var for meget.

Julepynt i Covent Market.
Et lille bitte juletræ.
Vi var (selvfølgelig) forbi Harrods for at se juleudsmykningen.
Harrods.
Hele temaet var et tog, så der var kupeer i alle vinduer. Det var virkelig smukt og gennemført.
De sidste vinduer var snelandskaber udelukkende med Mulberry.
Vi fik også kigget på andet end julelys. Vi var bl.a. oppe i London Eye efter mørkets frembrud, så vi fik set byens lys. Det var vildt smukt at se. Vi var heldige med vejret alle dage, så vi kunne se ret langt da vi var oppe i øjet. De påstår at man kan se 40 km. væk på en klar dag, og det skal nok passe.

Westminster Abbey bu night.
Når vi nu var to kreative piger afsted sammen, så var der selvfølgelig også sat masser af tid af til shopping. Vi var et smut på Oxford Street og Regent's Street. På den shoppetur var vi omkring butikken Liberty, som har mange fine ting til alt muligt. Der var bl.a. stof og lidt garn. Jeg syntes dog at det var alt for dyrt.

Vi var (selvfølgelig) også i Muji, som findes i flere storbyer. Der kan man få alt fra herretøj til diverse opbevaringskasser og -æsker i plastik, lækre tuspenne, notesbøger osv. osv. osv. Der kunne jeg bruge rigtig mange penge - og fik da også brugt lidt.

Den sidste butik jeg vil nævne i denne omgang er Blade Rubber, som ligger i nærheden af Underground stationen Holborn. Det er en lille butik med MANGE stempler og scrapbook-ting.

Blade Rubber set udefra.
Jeg fik lov til at tage et billede inde i butikken. Her er nogle af de stempler, der er til salg.
Jeg er vild med den butik, og den er absolut et must-see hver gang man er i London.

En ting man SKAL opleve, når man er i London er en musical. Og hvilken musical er den mest oplagte? Det er The Lion King! Vi kunne desværre ikke få plads ved siden af hinanden, men vi valgte at tage derind alligevel, og nøj, det fortryder jeg overhovedet ikke!
Det er den mest fantastiske, flotteste, mest imponerende musical jeg nogensinde har set - og jeg har alligevel efterhånden set en del. Jeg kan godt forstå at den har vundet priser for bl.a. kostumerne.

Billetterne er i hus efter at have stået i kø udenfor billetkontoret. Og ja, her kan I så se prisen (og det var de billigste af de siddepladser der var tilbage).
En meget glad Janni i teatret inden forestillingen.
Teatret, hvor musicalen kører næsten hver aften.
Alt i alt kan man vist roligt sige, at jeg er blevet forelsket i London. Jeg skal helt sikkert derover igen, og det kan kun gå for langsomt.
Jeg har ikke taget billeder af mine køb endnu, men det skal nok komme en dag. Godt nytår til jer alle.

tirsdag den 17. december 2013

En dejlig julehilsen

Jeg har fået den skønneste julehilsen fra min søde, kreative veninde Louise. Hun har ikke bare sendt mig et julekort, men en lille personlig gave.
Hun har fået lavet et lille, personligt stempel til mig, og jeg synes det passer helt perfekt til mig.





Undskyld billedkvaliteten, men billederne blev lige tage lynhurtigt med telefonen.

søndag den 15. december 2013

9 dage til jul

Julen kommer nærmere, og jeg er ved at glæde mig. Ikke kun til juleaften (som jeg selvfølgelig glæder mig til), men også til ferien. Den er tiltrængt! I år har vi over 2 ugers juleferie - skønt. Ferien skal bruges til at tage over til søster og holde jul, slappe af og en smuttur til London, hvor jeg skal købe mig fattig sammen med min gode veninde Louise. Jeg ved endnu ikke hvad vi skal se, hvad vi vil opleve og hvor vi vil shoppe, men jeg har en god kollega, som har boet i London. Hun har sagt ja til at hjælpe mig med at lave en mini-guide til os. Jeg kunne godt tænke mig at se en musical, hvis vi kan få et par billige billetter. Vi har kun tre dage derovre, så vi når nok ikke alt det vi gerne vil, men så har vi en undskyldning for at skulle afsted igen en anden gang.

Der er et par stykker, der er så heldige at få hjemmelavede gaver af mig i år, men dem viser jeg selvfølgelig ikke frem her før de har åbnet gaverne.
Min kære søster msknit har bedt mig om at lave noget julepynt til hende. Jeg skal holde jul ovre hos hende sammen med hendes svigerfamilie. Så tror I nok, at jeg fik frie tøjler til at lave pynt, men der tager I fejl. Det skulle være 2 julesokker og 4 julekugler i hvid, rød, grøn og guld. Så det får hun da...

Julepynten er klar til søster Tina aka ms. Knit

Den første julekugle blev trevlet op nogle gange. Man vil jo gerne have mønsteret pænt.



Nå håber jeg, at de lever op til Tinas krav og standarter...

Nu hvor det er jul, vil jeg lige vise jer de to stykker pynt, som nok betyder allermest for mig. Ikke fordi de er dyre eller fine. Jeg har bare haft dem så længe jeg kan huske, og jeg har fået dem af min mor dengang jeg begyndte at ville have mine egne juleting.

Lille juleseng med bamse. Som I kan se er den gammel og bøjet, men kommer stadig frem hvert år. I år i sættekassen i rummet med mors billede.
Nisse på kælk. Næsten helt sikker købt til det lokale julemarked engang. 
Har I også julepynt, som har stor affektionsværdi og derfor kommer frem år efter år? Vil I vise det frem?

tirsdag den 10. december 2013

Jul jul jul jul jul jul...

Puha, jeg kom da lige til at se, at det er en måned siden jeg sidst har lavet et indlæg... Det er da for galt!!!
Jeg har ikke lavet så meget spændende siden sidst, da der har været rigtig mange bestillinger på de hæklede juletræer... Så dem er der blevet lavet en del af.

I sidste uge havde jeg en give away på Instagram. Jeg udtrak den i søndags. Jeg havde lavet både et sæt med tre juletræer og et sæt med 4 julesokker.
Jeg fik lavet dem færdige i dag (løb tør for hvidt garn - katastrofe), så de skal sendes afsted senere i aften.



Jeg synes selv, at både julesokker og juletræer er vildt søde. Jeg ville egentlig have lavet nogle julesokker til mit eget lille plastikjuletræ, jeg plejer at have stående, men da jeg fik det pakket ud, opdagede jeg at en af fødderne er blevet væk. Juletræet er stadig i kassen, så det ryger nok ud, nu det ikke kan stå op. Julesokkerne skal dog laves på et tidspunkt, så jeg har dem til næste år. Jeg synes de er vildt søde - lige i størrelsen til at indeholde et enkelt stykke slik eller to.

Jeg har heller ikke fået lavet grønne juletræer til mig selv endnu, men jeg har forsøgt mig med noget hvidt garn med sølvtråd i.


Jeg er ikke helt tilfreds med resultatet, og garnet var ikke helt nemt at hækle i...
Et andet hækleri der ikke er gået godt, er et sleeve til min venindes iPhone 5. Jeg ved ikke hvad der gik galt, men jeg fik ikke målt det på min 4'er inden jeg syede det sammen, og da det hele var færdigt, kunne jeg se, at det var alt alt for kort. Det er endda for kort til min telefon (som jo er kortere end 5'eren). Det er da vist en ommer...

December er også en travl måned for lærere, som gerne vil lave lidt særligt her op til jul - altså travl for mig. Skolen er ikke blevet pyntet særlig meget op, og det er ikke ret "juleagtigt". Det er lidt ærgerligt synes jeg, men det er altså for sent at ændre på nu. Jeg har til gengæld fået lavet både et jule puslespil (match ordene med billederne) og et vendespil om jul til engelskundervisningen. Det tager altså noget tid at lave/printe, klippe, laminere og klippe igen...


Nu har ungerne bare at gide spille det. Derudover har jeg printet og lamineret tre eksemplarer af et fantastisk Language Trivia-spil, som nogen har lavet og delt. Nøj, det tog lang tid, men synes det er helt fantastisk og har tænkt mig at udvide det til flere spørgsmål og flere niveauer, men det er vist et mere langsigtet projekt.

Her de sidste to uger har vi en konkurrence om at pynte det pæneste/sjoveste/mest originale bord i personalerummet. Temaet er jul i skoven og vi er gået all in og er ved at lave en hule, så vi skal sidde under bordet og spise de næste to uger. Jeg lover at tage et billede når vi engang er færdige. Dem der påstår at lærere er tossede har måske lidt ret engang imellem (jeg vil godt lige påpege at inspektøren sidder ved mit bord og er en af de mest entusiastiske pyntere).