Viser opslag med etiketten Gamle minder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gamle minder. Vis alle opslag

mandag den 22. april 2013

Et minde om den bedste mor i verden

I dag er det 5 år siden min mor døde. Og det er en dag, der gør ondt.
Jeg havde den mest fantastiske mor i verden og jeg savner hende meget. Men i dag skal bruges på at mindes alle de gode ting, såsom den dag i Italien hvor hun grinte så meget at hun begyndte at græde; som de utallige aftener, hvor jeg har siddet krummet sammen på hende i hendes lænestol; som den aften, hvor vi så Rejseholdet og på samme tid begyndte at græde; som den dag jeg var kørt med hende til Silkeborg og vi spiste frokost i bilen på en rasteplads udenfor Karup... Jeg vil mindes alle de ting, som gør, at jeg nu savner hende så ufatteligt meget.


I dag er jeg rigtig glad for at være lockoutet, for i dag er en dag, hvor det er svært for mig at arbejde - være på en skole og være glad og normal er meget svært, når man ikke er glad...

lørdag den 9. marts 2013

Hæklet skildpadde

Jeg har brugt noget tid (on and off) på at få lavet en lille skildpadde efter en opskrift jeg fandt via Pinterest.
Opskriften kan du finde her.
Det er godt nok noget pillearbejde; mange dele der skal syes sammen.


Jeg lavede den mest for sjov og for at prøve opskriften, så jeg ved ikke lige hvem der skal have den.
Er det dig, der skal have den? Skriv til mig.

I dag er pakkearbejdet også begyndt. Vi har fået fyldt 8 kasser med bøger (så man stadig kan bære dem - ikke fyldt til kanten). To kasser med kreating. To kasser med gamle minder til opbevaring (hos min far?). En kuffert med mit tøj (ja, det var være i én kuffert, når man pakker som en ninja). En kasse + pose til genbrug og en pose affald. Og vi er langt fra halvvejs...
Puha, nu føles det rent faktisk virkeligt at jeg skal flytte...

Ha´ en god weekend.

tirsdag den 1. maj 2012

Ny app til mobilen

Så har jeg fået endnu en sjov lille app til min iPhone.
Den nye app hedder Jittergram. Med den kan man lave stop motion-animationer eller 3D. Jeg har ikke lige fundet ud af hvordan jeg får lavet det der 3D, men har fundet ud af at lave en stop motion.
Jeg skulle lige teste min nye app.
Man skal have en rolig hånd og være ret præcis, men endnu engang gør øvelse mester, så jeg glæder mig til at lege mere med app'en.
Glasset var det første forsøg med app'en. Jeg synes det lykkedes helt okay.

Udover at det er en sjov (og gratis) app, tænker jeg også, at man kunne lave sjove ting med den i undervisningen (når jeg nu er lærer). Gad vide om man kan få den til android også?

I fredags var jeg ude at kigge i kasserne fra fars kælder. Mens min søster og jeg snuste rundt, faldt jeg over et gammelt kunstværk, som min farmor stadig har hængende. Synes det er så sjovt at finde sådan noget rundt omkring.
Er der noget bedre end børnekunst?
Efter oprydningen forsøgte min far at reparere min mors gamle symaskine, så min søster kan få den. Det gik ikke så godt, så den skal lige omkring et symaskineværksted. Jeg ønsker mig også en symaskine - ikke fordi jeg er god til at sy, men fordi jeg håber på at blive god til at sy.

søndag den 15. april 2012

Oprydning

I forbindelse med at min far flytter, kommer der med jævne mellemrum poser og kasser, som jeg skal sortere fordi det er mine ting.
Jeg syntes ellers det var så smart at efterlade de ting, man ikke vidste hvad man skulle gøre med, ude hos ham... Det er ikke så smart længere, nu han forventer, at jeg tager mig sammen til at sortere og smide ud...
Nogle gange falder man så over hyggelige ting. Jeg har bl.a. fundet min allerførste bamse - glædeligt gensyn. Derudover fandt jeg disse.

Gamle påklædningsdukker.
Dejlige, gamle påklædningsdukker. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg har dem fra, men jeg kan godt huske, at jeg havde dem, legede med dem og selv tegnede nyt tøj til dem.
Al den sortering opfordrer ligefrem til rigtig forårsrengøring i det lille hjem, men puha, jeg synes ikke rigtig der er tid til den helt store omgang...